Lær om tros – og religionsfrihed

1. Religions- og trosfrihed: en introduktion

Dette er den første af 8 fremstillinger, der ser nærmere på, hvad
menneskerettigheder som tanke-, samvittigheds-, religions- og trosfrihed
indebærer – samt om og i så fald hvornår de kan indskrænkes.

I denne korte introduktion vil vi først overveje hvem eller hvad der beskyttes af
menneskerettigheder, samt hvilke rettigheder religions- og trosfrihed giver os.

Allerførst vil jeg gerne stille dig et spørgsmål: Hvilke religioner er beskyttet af
menneskerettighederne religions- og trosfrihed? Mener du, det er de store
verdensreligioner? Eller, er det alle religioner, inklusive små eller usædvanlige
religioner? Eller måske er det alle religioner samt alle former for tro og
overbevisninger?

Faktisk var det et trickspørgsmål! Jeg spurgte dig, hvilke religioner der var
beskyttet; folk antager ofte, at religions- og trosfrihed beskytter religioner og
trosretninger. Men det er faktisk ikke tilfældet. Ligesom med alle andre
menneskerettigheder beskytter religions-og trosfrihed mennesker – ikke
religioner eller trosretninger i sig selv.

Religions- og trosfrihed beskytter mennesker, der identificerer sig med, tror på
eller praktiserer gamle religioner, nye religioner, religioner, et land har tradition
for, samt religioner, der ikke er tradition for i det land. Den beskytter også
mennesker med seriøse, ikke-religiøse overbevisninger om grundlæggende
spørgsmål, såsom ateister, humanister og pacifister, uanset hvilket land, de måtte
bo i.

Religions- og trosfrihed beskytter tilmed folk, der er helt ligeglade med religion
og tro.

Med andre ord, religions- og trosfrihed beskytter alle mennesker. Så hvilker
former for beskyttelse eller rettigheder har vi? For at finde ud af det, må vi se på
internationale menneskerettighedserklæringer og -konventioner. De to vigtigste
er artikel 18 i FNs verdenserklæring om menneskerettighederne, samt artikel 18 i
FNs internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder.

Mens FN-deklarationer udtrykker politiske intentioner, er FNs pagter og
konventioner juridisk bindende. Lad os se nærmere på teksten i konventionen om
borgerlige og politiske rettigheder.

Artikel 18.

(1.) Enhver har ret til at tænke frit og til samvittigheds og religionsfrihed. Denne
ret skal omfatte frihed til at bekende sig til eller antage en religion eller tro efter
eget valg, samt frihed til, alene eller sammen med andre i en menighed, offentligt
eller privat at give udtryk for sin religion eller tro ved gudsdyrkelse, udførelse af
rituelle handlinger, overholdelse af religiøse sædvaner samt undervisning.

2
(2.) Ingen må underkastes tvang, der kan begrænse hans frihed til at bekende sig
til eller antage en religion eller tro efter eget valg.
(3.) Friheden til at give udtryk for en religion eller tro må kun underkastes
sådanne begrænsninger, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige af hensyn til
den offentlige sikkerhed, orden, sundhed eller sædelighed eller andres
grundlæggende rettigheder og friheder.

(4.) De i denne konvention deltagende stater forpligter sig til at respektere
forældres og i givet fald værgers frihed til at sikre omsorg for deres børns
religionsundervisning og moralske opdragelse i overensstemmelse med deres
egen overbevisning.

Så hvad betyder det i praksis for dem, der har en sådan beskyttelse? Hvilke
rettigheder har vi?

Jeg vil gerne introducere syv punkter, der belyser de rettigheder i relation til
religion og tro, som international lov sikrer:

De første to udgør kernen i religions- og trosfrihed:

• Retten til at have, vælge, ændre eller forlade en religion eller tro, og
• Retten til at praktisere eller give udtryk for en religion eller tro.
• I forlængelse heraf har vi retten til beskyttelse mod tvang og
• mod diskrimination i tros- eller religionsspørgsmål,
• rettigheder for forældre og børn hvad religion og tro angår,
• og retten til at blive militærnægter af samvittighedsmæssige grunde.
Et andet centralt element i religions- og trosfriheden er reglerne om – og hvornår
– de givne rettigheder kan indskrænkes.
På hjemmesiden kan du finde film om hvert af disse punkter, hvor det uddybes,
hvad disse rettigheder betyder i praksis.

Copyright SMC

Indholdet af Religions- og trosfrihed:
Retten til at have eller ændre sin religion eller tro

Det første kerne-aspekt ved religions- eller trosfrihed er retten til frit at have,
beholde, ændre eller forlade éns religion eller tro. Det drejer sig om éns
personlige overbevisninger, og kaldes den indre dimension af religions- eller
trosfrihed.

Retten til at have eller ændre éns religion eller tro er en uindskrænket* ret. Det
betyder, at ifølge international ret kan denne ret aldrig begrænses. Hvad enten
man er kristen, muslim, bahá’í, yazidi eller ateist, hvad enten man bor i
Singapore, Sverige eller Sudan, hvad enten der er fred eller krig, og uanset hvad
religiøse eller politiske ledere siger, har du og alle andre mennesker retten til at
beholde og værne om din tro**, eller til at skifte den ud, eller være ikke-troende.

Selvfølgelig er der mange mennesker der oplever, at denne uindskrænkede ret
krænkes og at de bliver straffet eller angrebet på grund af deres religion eller
overbevisning – af regeringer, familiemedlemmer eller af grupper i samfundet*.

Nogle regeringer forbyder bestemte religioner eller overbevisninger. Falun gong
er form for buddhistisk tro og praksis, som er forbudt i Kina. Falun gong-udøvere
har måttet døje med fængsling, tortur, tvangsarbejde og genopdragelseslejre*
med det sigte at tvinge dem til at opgive deres overbevisning.

I Eritrea er der kun fire statsanerkendte religioner, og mennesker, der bekender
sig til ikke-godkendte religioner såsom Pinsebevægelsen og Jehovas vidner, er
blevet mødt med hårde straffe.

Det måske mest almindelige eksempel på krænkelser af retten til at have en
religiøs overbevisning er hadforbrydelser, hvor voldsofre konfronteres på grund
af deres religiøse identitet eller overbevisning. De bliver angrebet, fordi de har en
bestemt religion eller overbevisning.

I Frankrig er antallet af hadforbrydelser som overfald, chikane eller alvorlig vold
rettet mod muslimer steget med 250% i 2015, hvor der er registreret 336 tilfælde.
Og antallet af hadforbrydelser mod den jødiske menighed* forblev højt med 715
rapporterede hadforbrydelser.

I dele af Mexicos landdistrikter har protestantiske kristne været udsat for vold
eller er blevet fordrevet fra deres jord af lokalsamfundets ledere*, der ønsker at
bevare en traditionel katolsk-kristen religiøsitet.

I mange lande er religiøs identitet, national identitet og statens identitet tæt
forbundne. I sådanne tilfælde kan religiøse minoriteter og mennesker, der forlader majoritetens religion, inklusive ateister, blive betragtet som illoyale over
for nationen eller endda som en trussel mod landets sikkerhed.

Den ukrænkelige ret til at forlade éns religion eller tro bliver ofte tilsidesat.

Indonesien har love om religionsfrihed, men disse love beskytter kun mennesker
med bestemte religioner: Islam, katolsk og protestantisk kristendom, buddhisme,
konfucianisme og hinduisme. Ateisme er ikke omfattet.

I en alder af 30 år har Alex Aan, som har muslimsk baggrund, afsonet en
fængselsdom på to-et-halvt år og er idømt en bøde på 11.000 amerikanske dollars
for at skrive “gud eksisterer ikke” og oprette en ateistisk facebook-side. Aan blev
anklaget for at have udbredt information rettet mod at opildne religiøst had eller
fjendtlighed, for at have spredt blasfemisk indhold på internettet og for at have
opfordret andre til at blive ateister.

Aan blev pryglet af vrede folkemængder og udstødt af sin *menighed på trods af,
at han skrev en offentlig undskyldning på sin Facebook-side.

I Iran kan mennesker, der konverterer til kristendommen fra islam risikere hårde
straffe, specielt hvis de er involveret i uregistrerede husmenigheder. I juli 2017
blev fire konvertitter idømt ti års fængsel, anklaget for at have “handlet mod
landets sikkerhedsinteresser”. Tre af dem er også blevet idømt 80 piskeslag for at
have drukket altervin, idet regeringen stadig betragter dem som muslimer, og det
er ulovligt for muslimer i Iran at drikke alkohol.

Ofte bruger politiske og religiøse ledere deres egen fortolkning af hellige skrifter
eller religiøse lovtraditioner til at retfærdiggøre forbud mod og straffe for at
forlade majoritetens religion eller for at være tilsluttet bestemte grupper.
Sanktionerne kan være dødsstraf, fængsling, afskedigelse fra arbejdet eller få
annulleret sit ægteskab og miste forældremyndigheden over sine børn.

Et antal lande med muslimsk majoritet, bl.a. Saudi-Arabien og Pakistan har
sådanne juridiske begrænsninger i retten til at forlade islam. Men sådan er det
langt fra alle steder. For eksempel udgør muslimer i Sierra Leone omkring 70% af
befolkningen og de kristne 20%, og selvom religion her er et meget offentligt
anliggende, er den ikke politiseret, og konverteringer i begge retninger er helt
almindelige.

Den slags problemer er ikke begrænset til lande med muslimsk flertal. I dele af
Den Centralafrikanske Republik har såkaldte anti-balaka-militser benyttet
dødstrusler til at tvinge medlemmer af den muslimske minoritet til at blive
kristne.

Og adskillige delstater i Indien har love, der begrænser retten til at skifte religion.
For eksempel kan man forlange, at folk, der vil konvertere, først skal indhente
tilladelse fra et regeringsorgan.
Og regeringer er ikke de eneste, der forbryder sig mod rettighederne. I Indien har
der også været alvorlig opblussen af voldelige optrin, hvor hinduistiske
nationalistgrupper har angrebet kristne og muslimske samfund og undertiden
gennemtvunget konverteringer under trusler om vold. I nogle tilfælde er
mennesker, som er blevet fordrevet på grund af volden, blevet afkrævet en
konvertering før de kunne få lov at vende hjem igen.

Og det er heller ikke udelukkende religiøse mennesker, der oplever problemer.
Personer, der kritiserer religiøse ideer eller forholdet mellem religion og stat, kan
udsætte sig selv for alvorlig fare. I de senere år er adskillige bloggere i Bangladesh
blevet myrdet af ekstremistgrupper for at kritisere religiøse ideer og praksisser
samt staten. Desværre er de bangalesiske regerings forsøg på at standse disse
voldelige ekstremistgrupper indtil videre ikke lykkedes.

Nogle regeringer undlader at fordømme angreb på mennesker, som kritiserer
religiøse ideer. Tavsheden sender et signal om, at volden er berettiget og
acceptabel.

Retten til at ændre religion eller overbevisning er meget kontroversiel på
internationalt niveau. Det er faktisk sådan, at hver gang FNs medlemslande er
blevet enige om en ny konvention eller erklæring, er retten til at ændre religion
blevet mere vagt formuleret.

Men selv om sproget bliver vagere, har FNs menneskerettighedskomité – hvis
opgave er at rådgive landene om, hvordan de skal fortolke konventionen om
borgerlige og politiske rettigheder – erklæret, at retten til at have eller tilslutte sig
en religiøs overbevisning nødvendigvis må indebære retten til selv at vælge en
religiøs overbevisning – inklusive retten til at erstatte éns aktuelle religion eller
tro med en anden eller til at antage en ateistisk overbevisning, såvel som retten til
at bevare sin religion eller overbevisning.

For at opsummere:

Retten til at have eller ændre sin religion eller overbevisning er ukrænkelig. Den
kan ikke begrænses under nogen omstændigheder.

Ikke desto mindre begrænser visse regeringer denne ret, og der er mange tilfælde,
hvor familier eller grupper i samfundet straffer mennesker på forskellige måder
for at have eller ændre deres religion eller overbevisning.

Du kan finde mere information om retten til at have eller ændre sin religion eller
overbevisning, inklusive tekster fra menneskerettighedsdokumenter, der henviser
til den, i træningsmaterialerne på hjemmesiden.

Copyright SMC 2018

Indholdet af Religions- og trosfrihed: Retten til
at manifestere sin religion eller overbevisning.

Det andet kerne-aspekt ved religions- eller trosfrihed er retten til frit at
manifestere sin overbevisning – gennem undervisning, ritualer, tilbedelse og
ceremonier. Dette kaldes den ydre dimension af religions- eller trosfrihed.
I modsætning til retten til at have eller ændre éns religion eller tro er retten til at
manifestere ikke uindskrænket. Under visse omstændigheder kan denne ret
begrænses.

At manifestere betyder at udtrykke tro eller overbevisning i ord eller handling.
Internationale menneskerettighedslove giver os ret til at gøre dette offentligt eller
privat, alene eller sammen med andre.

Man har lov til at bede privat og til at udtrykke sin religion eller overbevisning
som medlem af en menighed med fælles gudsdyrkelse og traditioner.

Og menigheden har også rettigheder – ikke i forhold til dens medlemmer, men
rettigheder i forholdet til staten. En af de vigtigste af disse rettigheder er, at
staten skal sikre, at religiøse menigheder og trossamfund, som ønsker at blive en
juridisk enhed har adgang hertil, så de kan have en bankkonto, ansætte
medarbejdere, eje bygninger og drive institutioner.

Der er mange forskellige måder, hvorpå enkeltpersoner eller grupper kan
praktisere eller manifestere en religion eller overbevisning, og FN-eksperter har
leveret adskillige eksempler på aktiviteter, som er beskyttede:

• At samles til gudsdyrkelse, fejre højtider og overholde hviledage.
• At bære religiøse klædedragter og følge særlig forskrifter vedrørende kost.
• At have steder beregnet til gudsdyrkelse, gravpladser samt at fremvise
religiøse symboler.
• At være aktiv i samfundet – fx ved at danne en velgørende institution.
• At tale om og undervise i religion og tro, samt træne og udpege ledere.
• At skrive, udgive og udbrede litteratur om éns overbevisninger og deltage i
kommunikation vedrørende trosspørgsmål på nationalt og internationalt
niveau.
• Man må også indsamle frivillige donationer.

Og nu siger du måske: Fint! Det er netop den slags rettigheder jeg har brug for til
min menighed.

Det kan også være du har bekymringer: Hvad med de grupperinger, som
kontrollerer og undertrykker deres medlemmer, eller opildner til had eller vold
mod andre? Har de ret til at sprede og praktisere deres overbevisninger?
Det vil jeg gerne give to svar på.

Ifølge artikel 5 i den internationale konvention om borgerlige og politiske
rettigheder er det forbudt at bruge én rettighed til at tilintetgøre andre
rettigheder. Så retten til religions- og trosfrihed giver ikke hverken staten,
enkeltpersoner eller grupper ret til at undertrykke folk, opildne til vold eller
udføre voldelige handlinger.

Der er ganske vist mange regeringer og grupper der benytter sig af vold eller
undertrykkelse. Men retten til religions- og trosfrihed giver dem ikke lov til at
gøre dette. Tværtimod er den sat i verden for at beskytte dem, der er udsat for
vold og undertrykkelse.

For det andet: Selvom om retten til at have eller vælge sin egen tro eller
overbevisning ikke kan indskrænkes, gælder dette ikke retten til at manifestere
eller praktisere religion eller tro. Men artikel 18 præciserer, at dette kun kan ske
inden for rammerne af fire regler:

• Begrænsningen skal være givet ved lov,
• den skal være nødvendig for at beskytte andre mennesker,
• ikke-diskriminerende
• samt proportional med det problem, den er sat i verden for at håndtere.

Disse regler er meget vigtige. Uden dem kunne regeringer hæmme alle og enhver
gruppering eller praksis, de tilfældigvis ikke bryder sig om.

Indskrænkninger bør kun bruges som sidste udvej og ikke som redskab for
statskontrol. Desværre er der mange regeringer, der ignorerer disse regler, og der
er utallige eksempler på, at stater krænker retten til at manifestere sin religion.
Restriktive love vedrørende registrering er et stort problem. Nogle regeringer
kræver registrering og gør retten til at praktisere en religion eller overbevisning
afhængig af, at man registrerer sig.

Dette er en krænkelse af international ret. Registrering bør aldrig være en
betingelse for retten til at manifestere. Registrering bør have til formål, at de
religiøse menigheder og trossamfund, som ønsker at blive en juridisk enhed, kan
opnå dette.

Ofte har stater, som forbyder uregistrerede religiøse manifestationer også
restriktive love, som begrænser grupperingers muligheder for at registrere sig.
Uregistreret religiøs aktivitet er for eksempel forbudt i Kazakstan, hvor adskillige
grupperinger ikke har fået lov at registrere sig. Det er også ulovligt at tale om
religion til nogen udenfor éns egen religiøse gruppering, og al religiøs litteratur

skal underkastes censur, før det kan bruges. Dette påvirker alle religiøse
grupperinger.

Regeringer lægger begrænsninger på religiøse praksisser på mange forskellige
måder. Den vietnamesiske regering benytter kontrolposter for at forhindre Hoa
Hoa-buddhisters adgang til deres eneste pagode.

I Saudi-Arabien er offentlig, ikke-muslimsk gudsdyrkelse forbudt, og nogle
migrantarbejdere er blevet arresteret og deporteret i forbindelse med razziaer
mod grupperinger, der var samlet til gudstjeneste.

Og i dele af Kina og Indonesien er kirkebygninger blev tilintetgjort af
myndighederne.

Tusindvis af publikationer er blevet forbudt ifølge russiske love vedrørende
ekstremisme – herunder mange, der fredeligt fremlægger religiøse
overbevisninger. Det er næsten umuligt at undersøge, om en tekst er forbudt,
men er man i besiddelse af dem, risikerer man bøder, fængselsstraf eller forbud
mod religiøse grupperinger.

Der er også snævre grænser for, hvilke religiøse overbevisninger, man må
forkynde, samt hvor og af hvem.

I Frankrig forsøgte visse borgmestre at forbyde burkinien – en badedragt, der
dækker hele kroppen undtagen ansigtet – med henvisning til den offentlige orden.
Den lov blev underkendt af den øverste forvaltningsdomstol, men et forbud mod
beklædning, der dækker ansigtet, findes stadigvæk. Og i nogle europæiske lande
er der forbud mod halal- og kosherslagtning.

Retten til at manifestere sin religion kan også indskrænkes af handlinger begået
af mennesker eller samfundsgrupper. I en rundspørge blandt mere end 5000
jøder i ni europæiske lande sagde 22 %, at de undgår at bære religiøse
klædningsstykker som kalotten på grund af frygt for egen sikkerhed. Og i
adskillige lande er jødiske begravelsespladser blevet skændet.

I lande som Ægypten, Pakistan samt dele af Nigeria er folk bange for at besøge
bedesteder af frygt for angreb fra terroristgrupper, der udøver vold i islams navn.
Samtidig er det i dele af Den Centralafrikanske Republik umuligt at holde fælles
fredagsbøn på grund af risikoen for angreb fra terroristgrupper, der går efter
muslimer.

For at opsummere: Retten til at manifestere sin religion eller overbevisning
beskytter både individers og gruppers ret til at udtrykke deres tro eller
overbevisning i ord og handling. Dette kan ske såvel privat som offentligt.
Menneskerettighedsdokumenter viser mange eksempler på, hvilke typer af
praksis, der er beskyttet, og et af de vigtigste værn for grupper er retten til at blive
en juridisk enhed.

Retten til at manifestere sin religion kan indskrænkes, men kun inden for
rammerne af et sæt strenge regler, der sikrer at:

• begrænsningen skal være givet ved lov,
• nødvendig for at beskytte andre mennesker,
• ikke-diskriminerende
• samt proportional med det problem, den er sat i verden for at håndtere.

Desværre er der mange regeringer rundt om i verden, der ikke følger disse regler.
Retten til at manifestere sin religion eller overbevisning krænkes af såvel
regeringer som af grupperinger i samfundene.

Du kan finde mere information om retten til at manifestere sin religion eller
overbevisning, inklusive tekster fra menneskerettighedsdokumenter, der henviser
til den, i træningsmaterialerne på hjemmesiden.

Indholdet af religions- og trosfrihed: Beskyttelse mod tvang

Et vigtigt aspekt ved religions- eller trosfrihed er retten til beskyttelse mod tvang.
Tvang er når nogen bruger magt eller intimidering til at få én til at gøre noget
bestemt. Et kerne-aspekt ved religions- eller trosfrihed er, at alle har retten til frit
at have eller at ændre deres religion eller tro. Eller med andre ord: at religion og
tro og disses udtryksformer er frivillige.

Retten til beskyttelse mod tvang uddyber dette: Ingen, hverken staten, religiøse
ledere eller nogen anden person eller gruppe har ret til at påtvinge andre deres
tro eller praksis. Man må heller ikke tvinge nogen til at have, beholde eller ændre
deres religion eller overbevisning.

FNs internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, artikel 18,
afsnit 2: ”Ingen må underkastes tvang, der kan begrænse hans frihed til at bekende sig til
eller antage en religion eller tro efter eget valg.”

Ikke alene forhindrer denne dimension at stater kan tvinge folk; den giver også
staten pligt til at beskytte mennesker fra trusler eller vold, de måtte møde fra
andre mennesker eller grupperinger i samfundet.

Imidlertid ser man over hele verden eksempler på tvang i form af trusler, vold
eller afstraffelse i form af bøder eller fængsling.

Tvang kan også være mere raffineret, som at tilbyde arbejde som belønning for at
konvertere eller afbryde folks adgang til sundhedsydelser eller uddannelse, hvis
de forlader eller nægter at tilslutte sig en religion eller tro.

Nogle gange er staten involveret i tvang. Enten officielt gennem lovgivning eller
via handlinger begået af embedspersoner på lokalt niveau.

Baha’i-trossamfundet er den største ikke-muslimske religiøse minoritet i Iran.
Siden revolutionen i 1979 er baha’ierne blevet udsat for systematisk forfølgelse fra
regeringen, som forsøger at tvinge dem til at konvertere til islam.

I de første ti år efter revolutionen blev mere end 200 baha’ier dræbt, hundreder
blev torteret eller sat i fængsel, mens titusindvis mistede deres arbejde, adgang til
uddannelse eller andre rettigheder – udelukkende på grund af deres religiøse
overbevisning.

I december 2017 var der 97 baha’i-samvittighedsfanger i Iran, heriblandt seks
baha’i-ledere på nationalt niveau.

Dette eksempel illustrerer forbindelsen mellem diskrimination og tvang.
Baha’ierne i Iran har forbud mod at gå på universitetet eller være ansat i
statsforvaltningen. Denne diskriminerende lov er et eksempel på tvang. Hvis en
studerende eller ansat afsløres som baha’i, har de valget mellem at konvertere til
islam eller miste deres ansættelse eller studieplads.

Voldelige nationalister eller ekstremistgrupper tvinger undertiden mennesker til
at ændre religion eller overbevisning. Den såkaldte Islamisk Stat, Daesh, tvang
såvel yezidier som kristne til at konvertere og dræbte dem, der nægtede.
I Indien er der dokumenteret tvungen omvendelse til hinduismen i forbindelse
med indbyrdes vold mellem hinduistiske nationalister*.

I Myanmar er der dokumenterede tilfælde, hvor hæren tvinger kristne til at
afsværge deres tro og konvertere til buddhismen med pistolen for panden.
Og i dele af Den Centralafrikanske Republik er også muslimer blevet truet med
skydning, med mindre de konverterede til kristendommen.

Skønt forbuddet mod tvang formelt set angår menneskers ret til at have, tilslutte
sig eller ændre deres religion eller overbevisning, oplever mange også såvel
statslig som samfundsmæssig tvang i forbindelse med udøvelsen af religion.

Et tema, der illustrerer den form for tvang, er kvinders påklædning. I nogle lande
påbydes kvinder at gå i religiøs påklædning, mens andre lande forbyder kvinder
at gøre netop dette. Og kvinder risikerer chikane fra mennesker udenfor deres
eget trossamfund hvis de bærer religiøse klædningsstykker – og fra mennesker
indenfor deres eget trossamfund, hvis de ikke gør det.
Mange forskellige mennesker kan blive udsat for tvang.

I mange lande bliver personer, hvis religiøse overbevisninger eller praksisser afviger fra statsideologien eller fra den sociale norm, udsat for tvang. Minoriteter, ateister, konvertitter eller mennesker med religiøse overbevisninger, der af omgivelserne
anses for “fremmede”, er særligt udsatte. Og indenfor religiøse grupperinger kan
personer, der anses for kætterske, blasfemiske eller ikke anses for at udøve deres
religion korrekt, blive forsøgt tvunget til at ændre deres tro eller praksis – tvang,
der udøves af staten, familien eller trossamfundet.

For at opsummere:

Tvang kan bestå i trusler, vold, diskrimination eller afstraffelse som for eksempel
bøder eller fængselsstraf – og kan udøves af staten eller af personer eller grupper i
trossamfundet. Ved at fastslå, at ingen må udsættes for tvang, har internationale
menneskerettighedslove ikke alene forbudt stater at udsætte mennesker for tvang
– man pålægger også staten pligt til at beskytte mennesker ved aktivt og effektivt
at forebygge og standse tvang i samfundet.

Du kan finde mere information om emnet beskyttelse mod tvang, inklusive
tekster fra menneskerettighedsdokumenter, der henviser til det, i
træningsmaterialerne på hjemmesiden.

Copyright SMC 2018

Indholdet af retten til religions- og trosfrihed:
Beskyttelse mod diskrimination

Tæt forbundet med retten til religions- og trosfrihed er retten til beskyttelse mod
diskrimination. Diskrimination er, når nogle mennesker ikke behandles lige så
godt som andre – på grund af hvem de er.

En af hovedreglerne inden for international menneskerettighedslovgivning er, at
det ikke er tilladt for stater at diskriminere ud fra nogen som helst begrundelse,
inklusive religions eller trosoverbevisning.

Artikel 2 i FNs internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder
og FNs verdenserklæring om menneskerettighederne beskriver denne ret.
FNs internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, artikel 2,
stykke 1: “Enhver i denne konvention deltagende stat forpligter sig til at respektere og
tilsikre alle personer, der befinder sig inden for dens område og er undergivet
dens jurisdiktion, de i denne konvention anerkendte rettigheder uden
forskelsbehandling af nogen art, herunder som følge af race, hudfarve, køn,
sprog, religion, politisk eller anden anskuelse, national eller social herkomst,
formueforhold, fødsel eller anden status.”

Så diskrimination baseret på religion eller tro er forbudt. Forbuddet mod
diskrimination er helt parallelt med forbuddet mod tvang. Staten skal ikke bare
afstå fra selv at diskriminere i sit eget virke, den er også forpligtet til aktivt og
effektivt at forhindre og standse diskrimination i samfundet.

Ikke desto mindre er diskrimination sandsynligvis den mest almindeligt
forekommende krænkelse af retten til religions- og trosfrihed, og den påvirker
alle religiøse grupperinger.

I Sverige har forskere fundet ud af, at jøder har en 26% lavere sandsynlighed for
at få tilbudt et job, og muslimer har en 30% lavere sandsynlighed.

Spørgsmålet om hvorvidt og hvornår det er diskriminerende, hvis arbejdsgivere
forbyder personalet at bære religiøse symboler som fx et kors eller en hijab på
arbejdspladsen, er også vigtigt, og er blevet bragt for europæiske domstole samt
FNs menneskerettighedskomite adskillige gange.

Der findes mange forskellige typer diskrimination. Den kan optræde i form af
statens favorisering af én religion frem for andre, fx diskrimination i fordelingen
af statsmidler til forskellige grupperinger. Det kan også være alvorligere
diskrimination, der resulterer i knægtelse af rettigheder, fx når visse grupperinger

nægtes retten til at blive anerkendt som juridisk enhed eller til at opføre religiøse
bygninger*.

Når staten diskriminerer ud fra religion eller overbevisning, påvirker det ikke
udelukkende religiøse aktiviteter. Det kan påvirke alle dele af livet, inklusive
ægteskab, forældremyndighed eller adgang til beskæftigelse, bolig,
velfærdsydelser eller retssystem.

I mange lande er en persons religion anført på ID-kortet. Det gør minoriteter
sårbare over for diskrimination hver gang, de skal vise deres ID-kort.

I visse dele af Indonesien må hinduer rejse langt for at få anerkendt ægteskab
eller barnefødsler, fordi lokale embedsmænd nægter at registrere dem.
Og kristne har problemer med at få tilladelse til at bygge eller renovere kirker.
Landets domstole har igen og igen dømt til fordel for de kristne, men lokale
embedsmænd ignorerer kendelserne – undertiden, fordi de er bange for voldelige
ekstremistgrupper.

I Pakistan betyder diskriminerende lovgivning, at det regnes for en kriminel
handling, hvis ahmadier prædiker, formidler eller spreder materiale om deres tro
– og de har mistet deres stemmeret.

Menneskerettighedsorganisationer i Kenya siger, at kampen mod terrorisme i
landet har resulteret i en udbredt tendens til angreb på og kollektiv afstraffelse af
muslimer fra sikkerhedstjenesternes side. Der er rapporter om vilkårlige
arrestationer, tortur, drab og folk, der bare forsvinder – anklager, regeringen
blankt afviser.

I 22 landsbyer over hele Myanmar har lokale buddhistmunke erklæret deres
landsbyer for muslimfri zoner og opsat vejskilte med forbud mod, at muslimer får
adgang til eller tilbringer natten i landsbyen, forbyder beboerne at gifte sig med
muslimer og spreder hadpropaganda. Myndighederne har intet foretaget sig for
at standse dette.

Ofte bliver mennesker diskrimineret af mere en én årsag – fx på grund af både
religion og etnicitet, køn eller klasse. I menneskerettighedstermer kaldes dette for
krydsdiskrimination. Dette gør visse grupperinger endnu mere sårbare over for
krænkelser af retten til religions- og trosfrihed – fx kvinder, urbefolkninger,
etniske minoriteter, LGBT-miljøet, migranter og flygtninge.

Lad os se nærmere på et eksempel på krydsdiskrimination fra Indien.
Hinduernes kastesystem er et slags fastlagt klassesystem, der opdeler mennesker
i højere og lavere kaster samt kasteløse, som fx dalitter. Dalitterne er som regel de
fattigste af de fattige og udsat for massiv social og økonomisk diskrimination.
Skønt det har sine rødder i hinduismen, gennemtrænger kastesystemet hele det
indiske samfund, og folk fra alle trosretninger betragtes som tilhørende en
bestemt kaste.

Mange af Indiens kristne og muslimer har dalittiske rødder.

Da Indien opnåede uafhængighed, forbød regeringen kastesystemet og forsøgte at
imødegå kaste-diskrimination ved at indføre positiv særbehandling. Dette system
reserverer en vis kvote offentlige jobs og pladser på statsejede højere
uddannelsesinstitutioner til dalitter og tilbyder visse velfærdsgoder.

Så vidt, så godt, kunne man tænke. Imidlertid bevilges disse goder kun til hindudalitter samt til sikher og buddhister af dalittisk oprindelse.

Kristne og muslimer af dalittisk oprindelse nægtes adgang til disse fordele.

Kristne og muslimske dalitter udsættes for diskrimination af samfundet både på
grund af kaste og deres minoritetsreligion. Der diskrimineres også mod dem fra
statens side på grund af deres religion, idet de udelukkes fra den positive
særbehandling, der skulle modvirke kaste-diskrimination.

Dette påvirker de kristne og muslimske dalitters sociale og økonomiske udvikling.

For at opsummere:

Det er ikke tilladt for stater at diskriminere mod mennesker på baggrund af
religion eller tro. Staten er også forpligtet til beskytte folk ved aktivt og effektivt at
forhindre og standse diskrimination i samfundet.

Der findes mange forskellige typer diskrimination, og den kan påvirke alle dele af
livet.

Ofte bliver mennesker diskrimineret af mere en én årsag, ud over deres religion
eller tro.

Du kan finde mere information om emnet beskyttelse mod diskrimination,
inklusive tekster fra menneskerettighedsdokumenter, der henviser til det, i
træningsmaterialerne på hjemmesiden.

Copyright SMC 2018

Indholdet af retten til religions- og trosfrihed:
Rettigheder for forældre og børn

Artikel 18 i FNs internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder
foreskriver særlige rettigheder for forældre og for børn i relation til religions- og
trosfrihed.

Forældre og værger har ret til at give deres børn en religiøs og moralsk
oplæring og til at tilrettelægge familielivet i overensstemmelse med deres tro.

Men det er ikke kun voksne, der har menneskerettigheder. Børn har også ret til
religions- og trosfrihed – fx retten til at være med i de aktiviteter, der udfoldes af
trossamfund eller lignende grupperinger og deltage i religiøse højtider eller
gudsdyrkelse.

Børn har også ret til at få adgang til religiøs oplæring i overensstemmelse med
deres forældres eller værgers ønsker.

De må ikke tvinges til at deltage i forkyndende religiøs vejledning mod deres
forældres vilje, og i takt med at børnene modnes, skal deres egne ønsker i
stigende grad tages i betragtning.

Der er mange eksempler på, at disse rettigheder krænkes. I landene i Centralasien
indgår det i arven fra den sovjetiske fortid, at regeringerne helst vil kontrollere
alle aspekter af samfundslivet.

I Tadsjikistan er det fx forbudt for alle under 18 år at deltage i gudsdyrkelse eller religiøse begivenheder – dog bortset fra begravelser. Og i andre centralasiatiske stater har regeringer forhørt og chikaneret børn i
skolealderen, som besøger moskeer eller kristne kirker, eller som deltager i
aktiviteter som sommerlejre.

Det er også forekommet, at børn er blevet udsat for offentlig fordømmelse i skolen.

Så nogle regeringer forhindrer altså børn i at praktisere deres religion.

Andre regeringer tvinger børn af minoritetsforældre til at deltage i religiøs vejledning,
der sigter på at omvende dem til majoritetens religion.

Dette foregår på trods af, at stater er forpligtet til at sikre, at børn kan blive fritaget for forkyndende religiøs
vejledning – ikke bare i teorien, men også i praksis.

I Tyrkiet indeholder læseplaner for og lærebøger i religiøs kultur og etik
stadigvæk forkyndende religiøs vejledning – på trods af visse reformer.

Jødiske og kristne elever er teoretisk set fritaget, men i praksis kan det være svært eller
umuligt at kræve dette respekteret. Og børn af alevier, baha’ier, ateister eller fra
agnostiske familier, eller elever, som har tilsluttet sig disse overbevisninger på
egen hånd, er tvunget til at deltage i denne undervisning.

I alle disse eksempler bliver såvel forældres som børns rettigheder krænket.

Før FNs børnekonvention blev vedtaget, omtalte de internationale
menneskerettighedslove ikke rigtigt børns rettigheder specifikt. Det lavede
konventionen om på, idet den understregede, at børn har rettigheder – også, som
nævnt i artikel 14, deres egen ret til religions- og trosfrihed.

Artikel 14 fremstiller børn som værende på én gang selvstændige og sårbare. De
har brug for forældrenes hjælp og vejledning, når de skal udøve deres ret til
religions- og trosfrihed – specielt i forhold staten.

Konventionen fastslår, at “barnets tarv” er det princip, der bør være styrende i
alle anliggender.

Den understreger også barnets ret til at udtrykke sin egen mening i alle sager, der
angår barnet selv.

Ikke desto mindre er det ofte voksne, særligt forældrene, der konkluderer, hvad
barnets tarv er og taler på dets vegne.

Undertiden kan forældrenes og barnets interesser dog afvige fra hinanden. I
sådanne tilfælde må barnets ret til religions- og trosfrihed afvejes mod
forældrenes ret til samme.

For eksempel: I hvilken alder har barnet fuld ret til at træffe egne beslutninger
vedrørende religiøs tro eller praksis? Om, hvorvidt de fx ønsker at gå i kirke?
Ifølge børnekonventionen skal forældres vejledning i sager vedrørende religion og
tro gives i en form, der modsvarer barnets voksende færdigheder. Med andre ord:
Jo ældre og mere modent, barnet bliver, jo større frihed bør det have.

Den internationale juridiske myndigheds-aldersgrænse er 18 år – men
spørgsmålet om, hvor stor selvstændighed og mental modenhed man tilskriver
børn efterhånden som de gennemlever barndommen, varierer meget mellem
forskellige kulturer og sammengænge. Forskellige lande har hver deres love og
bestemmelser.

I Sverige, for eksempel, kan et barn fra 12-års-alderen ikke længere blive medlem
af et trossamfund mod sin vilje.

Børnekonventionen fastsætter en universel norm for, hvordan forældre opdrager
børn. Udøvelsen af religion eller overbevisning må ikke skade barnets fysiske og
mentale helbred eller dets udvikling.

Sager vedrørende forældres ret til religions- og trosfrihed versus barnets
rettigheder bringes sjældent for retten. Jehovas vidners ret til at fravælge
blodtransfusioner til deres børn er imidlertid et eksempel på, at domstole kan
afsige domme, der går imod forældres ret til religions- og trosfrihed til fordel for
barnets ret til livet.

For at opsummere:

I denne film har vi set nærmere på forældres og børns rettigheder.

Børn har ret til religions- og trosfrihed, og forældre har ret til at opdrage deres
børn i overensstemmelse med deres overbevisninger. Dette skal ske på en måde,

der modsvarer barnets voksende færdigheder – og udøvelsen af religion eller
overbevisning må ikke skade barnets fysiske og mentale helbred eller dets
udvikling.

Eksempler på krænkelser kan være stater, der forbyder børn at udøve deres
religion – og stater, som tvinger minoritetsbørn til at blive oplært i majoritetens
religion.

Du kan finde mere information om emnet forældres og børns rettigheder i
relation til religions- og trosfrihed, inklusive tekster fra
menneskerettighedsdokumenter, der henviser til det, i træningsmaterialerne på
hjemmesiden.

Copyright SMC 2018

Indholdet af retten til religions- og trosfrihed:
Nægtelse af samvittighedsgrunde

Retten til at tænke frit og følge sin samvittighed er beskyttet af artikel 18 i
konventionen om borgerlige og politiske rettigheder side om side med religionsog trosfrihed, så retten til nægtelse af samvittighedsgrunde* er en del af retten til
religions- og trosfrihed.

“Nægtelse af samvittighedsgrunde” betyder, at man nægter at gøre noget, man er
forpligtet til, fordi det ville stride mod éns samvittighed eller religiøse
overbevisning.

Eksempler på ting, mennesker nægter at gøre, kan være obligatorisk værnepligt,
aflæggelse af troskabsed, at modtage blodtransfusioner eller deltage i visse
medicinske indgreb. Den eneste specifikke form for nægtelse af
samvittighedsgrunde, der nævnes i FNs dokumenter, er retten til
militærnægtelse.

Og den er ikke nævnt i hverken juridisk bindende FNkonventioner eller i Verdenserklæringen om menneskerettighederne.

I stedet er den nævnt i 22. generelle kommentar* fra FNs menneskerettighedskomité. Det er
et dokument skrevet af FNs menneskerettighedseksperter, som forklarer, hvordan stater bør fortolke artikel 18 i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder.

Komitéen konkluderer, at artikel 18 understøtter retten til at afslå militærtjeneste
af samvittighedsgrunde, hvis det at blive beordret til at slå ihjel er i alvorlig strid
med ens ret til at følge sin samvittighed samt retten til at manifestere sin religion
eller overbevisning.

Mange lande anerkender denne ret og tilbyder alternative måder at tjene sit land
på – eller fritagelse. Men der er stadig et antal stater, der fængsler dem, der
nægter at aftjene værnepligt på grund af religiøse eller pacifistiske
overbevisninger. Jehovas vidner er den gruppering, der er mest berørt af dette. I
Sydkorea var der fx 389 medlemmer af Jehovas vidner, der afsonede
fængselsstraffe for militærnægtelse i december 2016.

Ifølge FNs menneskerettighedsorganer burde alternative, ikke-militære måder at
tjene sit land på være tilgængelige for alle militærnægtere uden undtagelse, og
alle, der er omfattet af værnepligt burde have adgang til information om retten til
militærnægtelse og hvordan man påberåber sig den.

Værnepligtige og frivillige burde have mulighed for at nægte både før og under aftjening af værnepligt.

Udover militærnægtelse er andre former for nægtelse af samvittighedsgrunde ofte
anerkendt på nationalt niveau. Dette gælder hovedsageligt inden for
sundhedssektoren, hvor fx jordmødre eller læger kan nægte at udføre aborter.

I visse lande er spørgsmål vedrørende nægtelse af samvittighedsgrunde blevet rejst
i forbindelse med ægteskab mellem personer af samme køn. Ofte opstår der
vanskelige spørgsmål omkring divergerende rettigheder, fx hvis retten til
nægtelse af samvittighedsgrunde kommer i konflikt med kvindens rettigheder
eller anti-diskriminationslovgivning.

Der er endnu ingen klar international juridisk norm for den type nægtelse af
samvittighedsgrunde. Faktisk er emnet temmelig kontroversielt.
Her er de tre stridspunkter, man oftest støder på:

Nogle mener, at nægtelse af samvittighedsgrunden hører under den
uindskrænkede ret til religions- og trosfrihed, som aldrig kan begrænses. De
hævder, at det at følge sin samvittighed ikke bør føre til nogen form for straf eller
medføre omkostninger. Det er trods alt umuligt på én gang at være gudfrygtig
pacifist og soldat, så at tvinge pacifister til at blive soldater, krænker deres indre*,
uindskrænkede ret til at have en religion eller overbevisning.

Andre er enige i, at det er en uindskrænket ret, men mener at omstændigheder
kan spille ind. De hævder, at værnepligtige, indsatte og andre, der ikke har nogen
indflydelse på deres situation, aldrig bør tvinges til at gøre noget, der strider mod
deres samvittighed.

Men at personer, der frivilligt søger et job og har mulighed for at forlade det igen, ikke automatisk kan forvente, at deres arbejdsgiver skal tage hensyn til deres samvittighed. Med andre ord, det at vælge at handle i overensstemmelse med sin samvittighed kan have omkostninger.

Andre igen hævder, at militærnægtelse er en handling, og at det derfor er en
manifestation af ens samvittighed, religion eller overbevisning.

Manifestationer kan begrænses, men kun når det er nødvendigt for at beskytte andres rettigheder
eller frihed, folkesundheden, den offentlige orden eller moral.

Hvad angår militærnægtelse er det vigtigt at bemærke, at den nationale sikkerhed ikke er en
legitim grund til at begrænse retten til religions- og trosfriheden.

Juridiske eksperter er uenige om, hvilket af disse standpunkter, der er korrekt.

For at opsummere:

I denne film har vi set nærmere på nægtelse af samvittighedsgrunde. Nægtelse af
samvittighedsgrunde er retten til at nægte at gøre noget, man normalt forventes
at gøre. Retten til militærnægtelse er beskyttet i de internationale
menneskerettighedslove. Mange lande anerkender denne ret, men andre fængsler
militærnægtere. Mange stater anerkender også andre former for nægtelse af
samvittighedsgrunde på nationalt niveau.

Disse rettigheder er dog kontroversielle, og international lovgivning herom er ikke fuldt udviklet.

Du kan finde mere information om emnet retten til nægtelse af samvittighedsgrunde, inklusive tekster fra menneskerettighedsdokumenter, der henviser til det, i træningsmaterialerne på hjemmesiden.

Copyright SMC 2018

Indholdet af retten til religions- og trosfrihed:
Nægtelse af samvittighedsgrunde

Retten til at tænke frit og følge sin samvittighed er beskyttet af artikel 18 i
konventionen om borgerlige og politiske rettigheder side om side med religionsog trosfrihed, så retten til nægtelse af samvittighedsgrunde* er en del af retten til religions- og trosfrihed.

“Nægtelse af samvittighedsgrunde” betyder, at man nægter at gøre noget, man er
forpligtet til, fordi det ville stride mod éns samvittighed eller religiøse
overbevisning.

Eksempler på ting, mennesker nægter at gøre, kan være obligatorisk værnepligt,
aflæggelse af troskabsed, at modtage blodtransfusioner eller deltage i visse
medicinske indgreb.

Den eneste specifikke form for nægtelse af samvittighedsgrunde, der nævnes i FNs dokumenter, er retten til
militærnægtelse. Og den er ikke nævnt i hverken juridisk bindende FNkonventioner eller i Verdenserklæringen om menneskerettighederne. I stedet er den nævnt i 22. generelle kommentar* fra FNs menneskerettighedskomité.

Det er et dokument skrevet af FNs menneskerettighedseksperter, som forklarer, hvordan stater bør fortolke artikel 18 i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder.

Komitéen konkluderer, at artikel 18 understøtter retten til at afslå militærtjeneste
af samvittighedsgrunde, hvis det at blive beordret til at slå ihjel er i alvorlig strid
med ens ret til at følge sin samvittighed samt retten til at manifestere sin religion
eller overbevisning.

Mange lande anerkender denne ret og tilbyder alternative måder at tjene sit land
på – eller fritagelse. Men der er stadig et antal stater, der fængsler dem, der
nægter at aftjene værnepligt på grund af religiøse eller pacifistiske
overbevisninger.

Jehovas vidner er den gruppering, der er mest berørt af dette. I Sydkorea var der fx 389 medlemmer af Jehovas vidner, der afsonede fængselsstraffe for militærnægtelse i december 2016.

Ifølge FNs menneskerettighedsorganer burde alternative, ikke-militære måder at
tjene sit land på være tilgængelige for alle militærnægtere uden undtagelse, og
alle, der er omfattet af værnepligt burde have adgang til information om retten til
militærnægtelse og hvordan man påberåber sig den.

Værnepligtige og frivillige burde have mulighed for at nægte både før og under aftjening af værnepligt.
Udover militærnægtelse er andre former for nægtelse af samvittighedsgrunde ofte
anerkendt på nationalt niveau.

Dette gælder hovedsageligt inden for sundhedssektoren, hvor fx jordmødre eller læger kan nægte at udføre aborter. I

visse lande er spørgsmål vedrørende nægtelse af samvittighedsgrunde blevet rejst
i forbindelse med ægteskab mellem personer af samme køn. Ofte opstår der
vanskelige spørgsmål omkring divergerende rettigheder, fx hvis retten til
nægtelse af samvittighedsgrunde kommer i konflikt med kvindens rettigheder
eller anti-diskriminationslovgivning.

Der er endnu ingen klar international juridisk norm for den type nægtelse af
samvittighedsgrunde. Faktisk er emnet temmelig kontroversielt.

Her er de tre stridspunkter, man oftest støder på:

Nogle mener, at nægtelse af samvittighedsgrunden hører under den
uindskrænkede ret til religions- og trosfrihed, som aldrig kan begrænses. De
hævder, at det at følge sin samvittighed ikke bør føre til nogen form for straf eller
medføre omkostninger. Det er trods alt umuligt på én gang at være gudfrygtig
pacifist og soldat, så at tvinge pacifister til at blive soldater, krænker deres indre*,
uindskrænkede ret til at have en religion eller overbevisning.

Andre er enige i, at det er en uindskrænket ret, men mener at omstændigheder
kan spille ind. De hævder, at værnepligtige, indsatte og andre, der ikke har nogen
indflydelse på deres situation, aldrig bør tvinges til at gøre noget, der strider mod
deres samvittighed. Men at personer, der frivilligt søger et job og har mulighed
for at forlade det igen, ikke automatisk kan forvente, at deres arbejdsgiver skal
tage hensyn til deres samvittighed.

Med andre ord, det at vælge at handle i overensstemmelse med sin samvittighed kan have omkostninger.

Andre igen hævder, at militærnægtelse er en handling, og at det derfor er en
manifestation af ens samvittighed, religion eller overbevisning. Manifestationer
kan begrænses, men kun når det er nødvendigt for at beskytte andres rettigheder
eller frihed, folkesundheden, den offentlige orden eller moral. Hvad angår
militærnægtelse er det vigtigt at bemærke, at den nationale sikkerhed ikke er en
legitim grund til at begrænse retten til religions- og trosfriheden.

Juridiske eksperter er uenige om, hvilket af disse standpunkter, der er korrekt.

For at opsummere:

I denne film har vi set nærmere på nægtelse af samvittighedsgrunde. Nægtelse af
samvittighedsgrunde er retten til at nægte at gøre noget, man normalt forventes
at gøre. Retten til militærnægtelse er beskyttet i de internationale
menneskerettighedslove. Mange lande anerkender denne ret, men andre fængsler
militærnægtere. Mange stater anerkender også andre former for nægtelse af
samvittighedsgrunde på nationalt niveau. Disse rettigheder er dog
kontroversielle, og international lovgivning herom er ikke fuldt udviklet.

Du kan finde mere information om emnet retten til nægtelse af samvittighedsgrunde, inklusive tekster fra menneskerettighedsdokumenter, der henviser til det, i træningsmaterialerne på hjemmesiden.

Copyright SMC 2018